Bang & Olufsen outsourcer webportal
Bang & Olufsen har valgt at frigøre interne it-ressourcer til kerneopgaver ved at outsource driften af deres internationale kundeportal. Sådan tænker flere og flere danske virksomheder, lyder meldingen fra Teknologisk Instituts Forum for Outsourcing.
I 2002 relancerede Bang & Olufsen sin internationale kundeportal, der har 210.000 unikke brugere om måneden og et meget omfattende katalog over samtlige produkter. Struer-virksomhedens Corporate IT-afdeling har egentlig kompetencer og kapacitet til at håndtere portaldriften inhouse, men valgte alligevel at outsource.
- Vi har vores eget driftscenter med alle de nødvendige fysiske rammer til at opretholde en høj oppetid på blandt andet samtlige Bang & Olufsens forhandlerportaler, som vi hoster her i Struer. Men med hensyn til kundeportalen, som ud fra en teknisk synsvinkel er en banal driftsopgave, har vi valgt outsourcing for at frigøre interne ressourcer til projekter, som kræver mere intern forretningsforståelse, siger Nikolaj Kolte, afdelingsleder for IT Infrastruktur i Bang & Olufsens Corporate IT.
- Vi valgte TDC som driftspartner, fordi de har kompetencen til at drifte en synkron.web-løsning. Den skulle vi selv have opbygget, hvis vi ønskede at hoste portalen in-house. Desuden er økonomien fornuftig, ligesom det også er et plus, at TDC Driftscenter koordinerer opgaven med en kontaktperson fra Corporate IT samt vores marketing-afdeling, der har ansvaret for portalens indhold, siger Nikolaj Kolte.
- Vi har generelt været meget tilfredse. Der har igennem hele processen været en god dialog med TDC, som har udvist fokus på drift af portalen. Desuden har oppetiden været 99,98 procent i første kvartal af 2003, samtidig med at vi har brugt minimale interne ressourcer på driften af sitet, siger Nikolai Kolte.
- Vi oplever en kraftigt stigende interesse for outsourcing blandt danske virksomheder, fordi det - i den skærpede konkurrencesituation - gælder om at gøre de faste omkostninger variable. Udviklingen går mod flere strategiske partnerskaber, hvor virksomheder udnytter hinandens kernekompetencer over længere tid. På arbejdsmarkedet vil man således se en markant udbredelse af outsourcing på tværs af brancher og arbejdsopgaver, vurderer Erik Preben Hansen og fortsætter:
- Danske virksomheders fremtidige lønsomhed kræver differentiering. Dette gøres ved at outsource opgaver til eksterne samarbejdspartnere for at få overskud til at videreudvikle de kernekompetencer, som er virksomhedens konkurrencemæssige styrke.
Bang & Olufsens internationale kundeportal har hver måned 210.000 unikke brugere, der kan få overblik over hele produktkataloget fra den verdenskendte Struer-virksomhed. Portalen er baseret på content management-systemet synkron.web og udviklet af Cell Network samt Bang & Olufsen. Platformen er Intel med Windows, og hostingen varetages af TDC’s hostingcenter på Østerbro i København.
| Gå på B&Os website her |